TILBAGE TIL FREMTIDEN

SØNDAG 9. NOVEMBER KL. 16 – 17

IT-UNIVERSITETET // GRATIS ADGANG

Jens Berents Christiansen aka Rumpistol introducerer med ‘Tilbage til Fremtiden’ et publikums-involverende musikforedrag inde på det futuristiske IT-Universitet, som finale på dette års ØS-festival. Tag dine børn med på en tidsrejse igennem 100 års elektronisk musik, når den elektroniske musiker Rumpistol inviterer til klanglig historietime og musikalsk legestue. Gennem den musikalske tidsrejse bliver børnene introduceret til elektronisk musik som kredser om temaer som teknologi, rumfart, synthesizere, robotter og meget andet.

I et publikums-deltagende format  bliver man bl.a. introduceret til synthesizeren, thereminen, kassettebåndet og vinylpladen, som alt sammen har været med til at udvikle og udbrede den elektroniske musik. I et både sjovt og engagerende show, får Rumpistol skabt en forståelse af fortidens og nutidens teknologiske landvindinger, samt givet børnene en mulighed for selv at spille med.

BIO:

“Rumpistol: Tilbage til Fremtiden” har to gange været nomineret til en Danish Music Award i kategorien Årets Jazznavn (2014 og 2017) og har bl.a. besøgt Hotel Cecil, Copenhagen Jazz Festival, Strøm Festival, Film i Skoven (Århus), Posten & Odeon (Odense) samt optrådt under Vinterjazz på venues og biblioteker rundt omkring i landet.